Baggrund
Udgangspunktet for vores opgave er som tidligere skrevet projektet, der ligger til grund for etableringen af hjemmesiden kollektivintelligens.dk. Kort fortalt vil man med dette projekt, der blev igangsat februar 2007, forsøge at skabe en bog ud fra et wiki-baseret samarbejde. Bogen skal efterfølgende trykkes og udgives i efteråret 2007.
Projektet er overordnet set funderet i en anerkendelse af at man gennem kollektivt arbejde skaber et bedre resultat end man ville kunne gøre individuelt. De digitale medier er i denne sammenhæng et værdifuldt redskab til at understøtte kollektivt arbejde. Bogen skal i sig selv omhandle kollektiv intelligens og herunder hvordan man med afsæt i begrebet kan åbne op for et uudnyttet potentiale i fællesskabet.
"Projektet er blevet til ud fra et behov for at klarlægge og beskrive de mekanismer og processer som organisationer kan anvende for at frigøre det kollektive potentiale. " (citat fra http://www.kollektivintelligens.dk/om-projektet/)
Selve processen med at skabe bogen, skal altså finde sted på kollektivintelligens.dk, hvor tanken er at alle og enhver kan deltage i projektet. De digitale værktøjer, der skal bruges i processen er henholdsvis et debatfora, hvor man kan diskutere generelle ting samt bogens struktur/udformning og en wiki, der betegnes som selve "byggepladsen" for bogen.
Problemstilling
Ved at følge det påbegyndte projekt på kollektivintelligens.dk, vil vi kaste lys over, hvordan en løbende diskussion om kollektiv intelligens bliver til et endeligt produkt i bogform. I den sammenhæng vil vi bl.a. forholde os til, hvordan It-støttet vidensdeling fungerer i denne sammenhæng, og betragte de forskellige valgte it-redskaber på kollektivintelligens.dk, med fokus på om wiki´en. Vi vil derfor også se på hvilke andre redskaber der kunne bruges til at hjælpe projektet kollektivintelligens.dk til at blive en realitet.
Problemstillinger: Vi vil prøve at finde svar på:
Hvad er kollektiv intelligens?
Hvor velvalgt er wiki´en som it-redskab, når wiki'en netop ikke er det færdige produkt?
Hvordan udnytter man en hypertekstplatform som udviklingsmiljø for et statisk, lineært produkt, f.eks. at kontekstuelle links (interreferentielle links på tværs af teksten) kun er mulige i begrænset omfang på papir.
Hvilke egenskaber er nødvendige i et IT-værktøj til kollektiv forfattervirksomhed? ... og hvilke egenskaber kan potentielt besværliggøre denne proces?
Hvordan bestemmes hvad der skal udgøre det endelige produkt, og hvem foretager disse beslutninger? Indgår alle bidragydere på lige vilkår eller opbygger man anerkendelse og meritter gennem løbende deltagelse?
Hvordan skabes og opretholdes en konstant dynamik mellem deltagerne?
Hvordan motiveres deltagerne til at aktivt deltage i processen?
Teori
Med inspiration fra CSCW vil vi sætte empirien i forhold til spektret mellem kollaboration og kooperation. Desuden vil vi se, hvordan man benytter de tilgængelige værktøjer (diskussionsforum og wiki-diskussion) til at etablere og redefinere en fælles referenceramme og regelsæt for projektet som helhed såvel som de enkelte tekststykker. I diskussionen omkring etableringen af en fælles referanceramme og arbejdet frem mod et fælles mål, vil vi også inddrage teoretiske begreber som "boundary objects" (Susan Leigh Star) og evt. "standardized packages" (Fujimura), der kan synliggøre og forklare hvordan man, til trods for forskellige indgangsvinkler fra de involverede, i praksis kan samarbejde frem mod et mål.
It-værktøjer
Som omtalt vil vi forholde os kritisk til de værktøjer, man har valgt at benytte til projektet. Som det kan læses af ovenstående, er vi på ingen måde overbeviste om, at de valgte værktøjer nødvendigvis er passende; det er vores formodning, at der både kan findes eksempler på værktøjernes begrænsninger (på steder hvor disse begrænsninger ikke burde være), samt værktøjer der kan mere end godt er (for det aktuelle projekt og produkt). For at gå i dybden med denne kritik må vi nødvendigvis sætte os grundigt ind i de benyttede værktøjer og de muligheder, der er at finde heri. En del af opgaven vil ligeledes være at inddrage (fungerende) eksempler fra andre platforme og værktøjer, der kan illustrere vores pointer og hypoteser.
Opgavens målsætning
Tanken er at opgavens resultat/produkt bliver en slags model for, hvordan man (kollektivintelligens.dk) efter vores vurdering skulle have grebet projektet og processen an. Ved at analysere de benyttede værktøjer samt måden de anvendes på, vil vi kunne sige hvilke funktioner og egenskaber IT-værktøjerne skal kunne besidde for at skabe et fornuftigt udgangspunkt for lignende projekter (kollektiv produktion på nettet). Samtidig vil vi kunne formulere nogle generelle retningslinier eller principper for lignende projekter, som kan hjælpe til hvordan man opnår dynamiske og værdifulde procesforløb og i sidste ende et optimalt resultat.
Blog for Ole, Niels & Jens omhandlende arbejdet med kollektivintelligens.dk
Thursday, May 3, 2007
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment